Af Sussie Bonde og Hanne Værum Sørensen/Marts 2009 Artikel til Vinduet

Efter en del medieopmærksomhed på hvor mange grønlandske børn, der har vanskeligheder, går sultne i seng, eller er udsat for vold og omsorgssvigt, udsendte Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat en pressemeddelelse med overskriften Uddannelse af personale gavner udsatte børn, hvor det postuleres at ”Ved at uddanne kompetente socialpædagoger og målrette efteruddannelse af pædagogisk personale bidrager Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat til at sikre bedre forhold og levevilkår for udsatte børn og unge.”

Hvordan?
Hensigten denne artikel er at udfolde dette ”hvordan” målrettet efteruddannelse af pædagogisk personale skal komme børnene og de unge til gavn, det står der nemlig ikke noget om i pressemeddelelsen.

Hvem skriver?
Den ene af artiklens forfattere, Sussie Bonde, har i otte år været bosat i Grønland og er ansat som seminarielærer på Socialpædagogisk Seminarium, hvor hun underviser i psykologi, drama og værksted. Den anden forfatter, Hanne Værum Sørensen, er pædagog og cand.psych., ansat på Peter Sabroe, og har de sidste 15 år beskæftiget sig med kvalitet i pædagogiske institutioner, med tværfagligt samarbejde på det pædagogiske område, samt med uddannelse af pædagoger, og har besøgt Grønland flere gange.

Sussie har undervist på de to uddannelsesforløb, som denne artikel tager afsæt i og kort beskriver, og Hanne har foretaget evalueringen af de samme forløb.

Hvorfor er Pædagoguddannelsen Peter Sabroe involveret i Grønland?
På Sabroe er der en meget lang og stærk tradition for at både studerende og undervisere vender blikket udad, og søger at komme ud i verden for at medvirke til gøre en forskel for udsatte børn og unge, hvor de end befinder sig. Talrige artikler i dette tidsskrift gennem årene beskriver aktiviteter rundt om i verden, hvor Sabroe-folk er med. Således også i Grønland, og derfor har det været næsten selvfølgeligt, at hvis der var brug for en indsats, var vi på pletten. Ikke som nødhjælpsarbejdere, ved at kaste mad til de sultne ud fra fly, men ved aktivt at gå ind i et samarbejde, med det første formål at det skal foregå på måder, der er afstemt efter grønlandske præmisser, og med det andet formål at arbejdet på sigt skal overtages fuldt og helt af lokale kræfter.

Udvikling af et uddannelsesforløb
Inden det første forløb kunne realiseres, var der et forarbejde med research og med at skaffe tilstrækkelige midler. Der blev valgt undervisere, med et grundigt kendskab til grønlandsk kultur og til det pædagogiske felt, som deltagerne arbejder i, og som desuden har kendskab til den konkrete målgruppe; udsatte børn og unge. De lavede en plan, der overbeviste både det Grønlandske Hjemmestyre og det Danske Socialministerium om at det var værd at poste penge i projektet. Senere har Velfærdsministeriet og Erhvervsdirektoratet også bevilget midler, der har muliggjort fortsættelse af forløbet.

Forandringer i verden begynder med forandringer i mennesker…
Grundtanken i uddannelsen er at mennesker erkender og forandrer deres omverden gennem deres aktive handlinger og refleksioner i denne omverden, sammen med andre, hvorfor læring kun kan finde sted, når der er muligheder for at deltagerne gennem egne og fælles aktiviteter og refleksioner kan tilegne sig ny viden.

Hvilke læringsteoretiske overvejelser bygger uddannelsen på?
Det har været en fast del af hele uddannelsen, at der har været en dramalærer og en pædagogiklærer på som undervisere hele tiden. Deltagerne har ikke siddet meget på deres stole og modtaget traditionel undervisning. De har hele tiden afprøvet nye former og nye måder at se på det pædagogiske arbejde og har igennem øvelserne fået erfaring og fornemmelse for, hvad de selv kan og hvor det kan være svært. Hele uddannelsesforløbet igennem har dramametoder og kropslige øvelser været anvendt for at understøtte og supplere den teoretiske undervisning, gennem træning i refleksion, abstraktion, generalisering af individuelle oplevelser og erfaringer, for at skabe det fælles vidensgrundlag.

Kropslig indlejret viden og indlevelse i andres perspektiver kan føre til mere effektiv, og langtidsholdbar læring og viden.
Uddannelsen bygger på deltagernes erfaringer og viden, på at få deltagernes oplevelser og erfaringer fra deres arbejde i hverdagen på deres arbejdspladser, italesat i en fortællende form, og derpå reflektere over fortællingerne sammen, i et fagligt og kollegialt sparringsrum. Formålet er at skabe muligheder for at deltagerne kommer til erkendelser af, at de har mange af de samme pædagogiske problemer at arbejde med; at man ikke er ene om at stå i svære dilemmaer, og ikke mindst at der kan findes flere forskellige løsninger, og selvom der måske ikke er løsninger at finde, kan der alligevel være et udbytte, i form af læring, faglig og pædagogisk kvalitet, gennem bearbejdning og refleksion til erkendelser og accept.

Det fælles tredje
Som underviser kan der være et bestemt pensum, en særlig faglighed, som ønskes formidlet, men det lykkes bedst, hvis der også her bliver en fælles aktivitet og interesse om at fordybe sig i og udforske områder af det pædagogiske felt. Én måde at skabe det fælles tredje er, når deltagerne selv vælger det emne, som de vil arbejde med, og fra den vinkel tilegner sig og anvender pædagogiske begreber, som, via fælles refleksioner, kan blive til viden, der kan anvendes if. til andre emner og problemer, altså fra det konkrete, praksisnære og til det almene og generaliserbare.

Kan man lære at være pædagog? Eller er man født med at kunne det?
Ved at sætte sig selv i spil, kan man lære noget om sig selv og andre, kropsligt og sammen med de ord, der kobles på. Ved at afprøve virkeligheden og mærke hvordan det er, blive klogere på det, kan man lære mere om at være pædagog. Når ansatte fra forskellige institutioner er på kursus sammen, både dag- og døgnområdet, kommer man til at kende hinanden og hinandens arbejdsområder.
Gennem et samarbejde kan der spares ressourcer, ved at det bliver lettere at kontakte og bruge hinanden, når man er samlet om ét felt, det pædagogiske arbejde med at forbedre forholdene for de udsatte børn og unge, dels i det forebyggende arbejde, i familien og i daginstitutionen, på døgninstitutioner, når anbringelse var den løsning, der blev valgt – og i udslusningen, når den unge skal ud og etablere sig i et voksenliv, hvor familiefortællingen forhåbentlig bliver lysere.

Hvad siger deltagerne om det?
Deltagerne oplever at de, gennem tilegnelse af et udvidet vidensgrundlag og træning igennem øvelserne, har tilegnet sig redskaber, der har givet dem øgede handlekompetencer, som kan føre til højere kvalitet i arbejdet, og dermed større arbejdsglæde, som har afsmittende virkning på andre, både børnene/de unge, kollegerne og ledelsen. Den vigtigste læring handler om at kunne værdsætte og anerkende de unge, der arbejdes med. Derudover fortæller de at der er kommet mere opmærksomhed på dels at se indad i sig selv for at lære sig selv og egne grænser at kende, og dels hvor væsentligt samarbejde er, når man arbejder med mennesker, der har svære vilkår.
Om brugbarheden af det, de har lært gennem uddannelsen beskrives af flere, at de har fået meget ud af at lære at lave iagttagelser, og er blevet mere opmærksom på at se på kropssproget hos de børn og unge de arbejder med, og at de kan bruge iagttagelserne i deres arbejde.
Som afslutning på uddannelsesforløbet afholdt de studerende workshops, og gjorde det på en rigtig god måde, flere af publikum ville gerne have været i alle de fire workshops, men det kunne ikke lade sig gøre, da det var besluttet kun at køre forløbene to gange. Ledelsen og lærerne på seminariet var meget deltagende og aktive i de forskellige workshops, hvilket var et meget positiv signal for både deltagere og undervisere. Hjemmeopgaverne i det andet forløb blev udstillet i et lokale på seminariet, denne udstilling var åben i tre dage, så studerende og folk fra byen kunne gå ind og se den når de havde tid. Denne udstilling var, efter undervisernes vurdering, på et meget højt niveau. Den sidste dag var de forskellige udstillingsprojekter bemandet med deltagerne og der kom mange besøgende, der havde spændende spørgsmål til dem.
”Det har været godt at slutte af med at undervise de studerende fra seminariet, fordi ens eget udbytte kan vurderes, når det skal formidles til andre”, udtaler en deltager.
Den grønlandske presse var ligeledes på pletten, og der blev bragt både radio- og tv-indslag i forbindelse med uddannelsesafslutningen.

Hvad synes institutionslederne om efteruddannelsen?
En leder har den erfaring at nyt personale, der ikke har arbejdet med døgninstitutionsområdet før, bliver forskrækkede, og ikke altid kan klare det, fordi børnene kan være meget grænseoverskridende, og skal behandles anderledes, fordi de ikke kender til det almindelige liv. Så af hensyn til arbejdet med børnene, er uddannelse vigtig, så man arbejder på den samme måde som kollegerne, ellers går der lang tid, før børnene vænner sig til at være på institutionen, og får udbytte af det.
Selvom det koster for institutionen at have ansatte af sted på kursus, bliver det værdsat og prioriteret i budgetterne. Svarene på hvilken betydning institutionslederne vurderer at uddannelsesforløbet har haft for den ansatte og for institutionen, at den ansatte har deltaget, fordeler sig i to hovedtemaer.
Det ene hovedtema handler om at lederen kender den ansatte, som en person, der selv har været igennem barske oplevelser i livet, og har genoplevet egen smerte, men alligevel har lært meget i forløbet. Det bemærkes af en leder, at ”vi har oplevet mange ansatte, som bliver meget let påvirket af børnenes adfærd og som har det svært i arbejdet med disse børn”. Det andet hovedtema handler om at de ansatte dels er blevet personligt styrket; ”hun er blevet mere selvstændig undervejs og mærkbart efter kurset” og dels at den ansatte ”har fået mange gode ideer til at bruge den viden hun har fået i kursus forløbet” i arbejdet på institutionen.
Der udtrykkes klart ja til at lade andre ansatte følge en lignende uddannelse, hvis det bliver muligt, og begrunder det med at det gavner den ansatte i form af øget viden og kompetence og at det gavner institutionens målgruppe.

Didaktiske refleksioner fra underviserne
Underviserne giver udtryk for at de har fundet en form, hvor en teoretisk funderet refleksion har matchet en kropslig æstetisk erkendelsesmåde, med det resultat at det faglige indhold i høj grad er blevet implementeret hos deltagerne. Niveauet i forhold til grundbegreberne har været passende, det valgte faglige indhold er blevet godt modtaget, hvilket tolkes som rigtigt valgt ud. Underviserne tror på at de har nået deres mål i forhold til kvalifikationsløft og en større motivation for at blive i arbejdsfeltet, der refereres til samtaler uden for undervisningen, og i forhold til de refleksioner de har mødt i forbindelse med opgaveafleveringen, samt delevalueringer ved afslutning af moduler. Konstant er deltagernes egne erfaringer inddraget, og igennem praksisfortællingerne er der uddraget en generaliseret læring. Underviserne har bl.a. været anvisende ved først at være undersøgende i forhold til konkrete problemstillinger og dernæst involveret den enkelte deltager og holdet i den konkrete case. Der er i den forbindelse brugt supervisionsmetoder i form af åbne reflekterende samtaler, inspireret af systemiske teorier.
Deltagerne har fået et skræddersyet kursusforløb, en efteruddannelse, tilrettelagt og formet ud fra de konkrete deltagere og deres arbejdssteder og vilkår, det vil sige med afsæt i deres egen praksis, og med udsyn til andres praksis. Gennem øvelser, hjemmeopgaver, og fælles refleksioner er personbundet viden og erfaring blevet hævet til eksemplarisk læring og generaliseret viden, der kan bruges også i andre pædagogiske sammenhænge.
På kort sigt har de konkrete ansatte bevist at man kan være uuddannet, brænde for sin sag, og gøre et kvalificeret arbejde, men det er essentielt at dette arbejde af og til løftes op i lyset, værdsættes, og sættes ind i en større sammenhæng, således at de, der brænder, ikke brænder ud, hvilket er en evig risiko for ansatte, der arbejder med tunge menneskelige problemer.

Har uddannelsesforløbene så gavnet? Har det gjort en forskel for de udsatte børn og unge?
Erfaringerne viser altså at en uddannelse, opbygget i fire moduler med hjemmearbejde imellem, realiseret via en kombination af teoretiske oplæg, dramametoder og kropslige aktiviteter er anvendelig i forhold til at tage udgangspunkt i deltagernes konkrete virkelighed og pædagogfaglige niveau for derved at indlede en refleksions- og læringsproces hos deltagerne, en proces, som kan holdes i gang gennem et videre netværksarbejde, samt uddannelse af flere ansatte på institutionerne og forvaltningerne i Grønland.
Når der er en fælles opmærksomhed på voksnes pligt til at høre barnets stemme og når der er vilje og ideer til at gøre noget ved det, der ikke er i orden for børn og, ja så kan det netværk, der er blevet etableret hos de pædagogiske medarbejdere medvirke til videre læring og udvikling af fagligheden.
Deltagerne startede alle med vidt forskellige forudsætninger, de har også undervejs haft forskellige faglige og personlige oplevelser, der har optaget dem. Underviserne oplever at alle har fået et stort udbytte, alene det at få indsigt i hinandens praksis har helt klart øget deres forståelse for hinandens arbejdsvilkår. En underviser tilføjer at det har været en god oplevelse at se og høre den fantastiske energi, der er blandt socialarbejderne, og høre om hvordan de bruger sig selv i arbejdet med børn og unge.

Hvordan kan denne opkvalificering af ansatte implementeres og videreføres i Grønland?
Deltagerne vil tage beriget og fagligt styrket tilbage til deres arbejdspladser, og vil i varierende omfang ændre på den eksisterende praksis. Man skal være meget optimistisk for at forvente at det er en tilstrækkelig indsats til at ændre forholdene for udsatte børn og unge. Der er behov for at arbejde med yderlig opkvalificering på Grønland før institutionerne selv kan overtage og videreudvikle kvalificeringsarbejdet. Gennemførelse af forslaget fra seminarierne i Ilulissat og i Århus, om uddannelse af trainees og lokale undervisere kan være et sted at fortsætte og udbygge den proces, der er igangsat.

Udover at seminariet i Ilulissat, som de skriver i den pressemeddelelse, vi indledte med at nævne, fortsætter deres arbejde med at styrke og udvide deres uddannelse af socialpædagoger, både på den ordinære uddannelse og på den merituddannelse, der blev etableret i 2004 i Nuuk og i 2008 i Sisimiut samt Ilulissat. Der arbejdes pt. på at etablere en i Qaqortoq. Se også artiklen af Andreas Ejlersen i denne udgave af Vinduet: Fra PSS til SPS!

Denne decentrale uddannelse som lige er gennemført, løser altså ikke alle de problemer, der er indenfor de pædagogiske og sociale område i Grønland, men det er et pejlemærke på noget, der nytter. Et eksempel, der er værd at efterfølge.

”Når vi mødes på denne måde, så er vores erfaringer guld værd for hinanden – så bærer vi sammen på en skattekiste af god viden!” Sagt af en deltager, 2007.

Eller som én af deltagerne på uddannelsesforløbet skrev i sin evaluering i 2009:

”Hvis jeg ikke forandrer mig, vil der ikke ske forandringer i verden.”

Rapport fra SFI, januar 2009: Børn i Grønland. En kortlægning af 0 – 14årige børns og familiers trivsel.
Den 25. januar 2009. http://sermitsiaq.gl
Lige for tiden mangler der 300 uddannede pædagoger i Grønland, så der er al mulig grund til at efteruddanne det pædagogiske personale, der har den gode vilje og interesse for området, men som endnu mangler en pædagogisk uddannelse.